BRAMBJERGGAARD.

Sjællands Odde strækker sig som en 20 kilometer lang, krum finger, der peger mod nordvest over mod Jylland.

Vi er såmænd ikke så langt fra Jylland. På klare dage kan vi se Jyllands kystlinje fra Gniben, klinten på Oddens yderste pynt.

Odden fortsætter som Sjællands Rev næsten 10 kilometer ud under havet og er med til at komplicere sejladsen rundt omkring Odden.

Selve Odden, der veksler i bredde fra 1/2 til 2 kilometer, kan overskues i hele sin længde fra højderyggen vest for Lumsås.

Den består af to moræneøer, som i tidernes morgen blev bundet sammen af hævet havbund og flyvesand. Fra højderyggen ved Lumsås går turen ned af Ebbeløkke Bakke til den lave og sandede Overby Lyng. Siden op på moræneøen ved Overby med den karakteristiske røde kirke og ved Havnebyen med fiskerihavnen og det markante fiskerøgeri. Ude i det fjerne skimtes et nyt lavland. Det er Yderby Lyng, som afsluttes med den sidste moræneknold, klinten ved Oddens yderste spids.

Med sin afvekslende natur, cykel- og vandrestier, gode badestrande og fiskepladser, hyggelige landsbyer og en travl fiskerihavn tilbyder Odden mange gode oplevelser for alle aldersgrupper.

I gamle dage var Odden et ensomt og isoleret sted i udkanten af Danmark. I dag er isolationen brudt. Odden er nu hjemsted for udstrakte sommerhusområder og har med
færgeforbindelserne til Aarhus og Ebeltoft fået en placering i midten af Danmark kun en times tid fra Aarhus og København.

Vi bor på Brambjerggaard, en firelænget gård i den østlige ende af Overby. Gården ligger naturskønt ud mod Sejerøbugten på Oddens solside.
Vi har et jord tilliggende på 27 tdr. land. Vi bor på en af moræneøerne. Jorden er derfor stiv lerjord.

En mindre del af jorden er udlagt med græs til vore lam. Resten dyrkes med skiftende afgrøder.

Fårene hentes hjem fra sommergræsningen på Korshage senest den 1. november. Stambesætningen overvintrer på Brambjerggaard, medens langt den største del af lammene sendes til slagtning i slutningen af november måned.

Se på kortet, hvor vi bor. I kan få mere at vide om Sjællands Odde på www.odden.dk

 

 

 

 

 

 

Forside   Græsning    Dyr   Produkter   Opskrifter   Nyheder   Bestilling    Vejviser    Kontakt

 

© Brambjerggaard  -  Grafisk form og produktion: Per Jørgensen 2002