Skal man altid give efter for børnenes plageri om legetøj?

Noget legetøj skal børnene jo have for at udvikle sig, og de kan jo ikke selv forklare og fortælle, hvad de gerne vil have, når de er helt små, så man kan med fordel vælge noget fra Mamamemo i den forbindelse.

Men som de bliver ældre, så er legetøjet mere underholdning og markedsførelse for at få forældrene til at købe det til deres børn, men hvor de markedsfører sig via ungerne, der gerne skal overtale deres forældre til at købe dette og hint.

Her er der som sagt ikke tale om udvikling af ens fysisk og psyke som lille barn med dette legetøj til det ældre barn og måske teenageren, selvom man måske forsøger at sælge det på den måde.

Og barnet er for ungt til at kunne betale det selv via lommepenge eller tage et job.

Så står man der som forælder i et dilemma om at give efter og give barnet det legetøj.

Skal børnene altid have deres ønsker opfyldt?

Det er jo let nok som ikke-forælder at stå på sidelinjen og forsøge at forklare, at barnet vel skal lære, at der er grænser for deres krav, og de ikke altid kan efterkommes, så de lærer, at de ikke er verdens centrum.

Men står man selv som forælder nede i butikken med en vrælende unge, og man er udkørt, smadret og vil gerne hjem, så ved man, at det kan skabe en fred, hvis man overgiver sig og køber det legetøj til barnet.

Den slags aflurer barnet hurtigt som en teknik, der kan gentages, og hvis det skaber præcedens, så virker det underligt, når den voksne ikke køber legetøjet næste gang – og det husker man også ubevidst.

Men måske er det derfor nødvendigt at tage den kamp næste gang, så barnet lærer, at de skal udsætte deres behov eller selv få råd til deres legetøj, og de må vente på at få det.